top of page

Nye vine fra Sydens regn og kulde

 

Af HENRIK OLDENBURG

Francisco Baettig har to skiftende arbejdspladser. Det er han ikke ene om, men han er sikkert ene om at have 700 km fra den ene arbejdsplads til den anden – i luftlinie vel at mærke, og de chilenske landeveje er bestemt ikke anlagt efter luftlinier, så han har i virkeligheden meget længere at køre.

            Den nordlige adresse ligger i Aconcagua Valley 90 km nord for hovedstaden Santiago. Her bor Viña Errázuriz, hvor Baettig har været Chief Winemaker siden 2003 med et tyngende ansvar for alle Errázuriz’ berømte vine, ikke mindst de røde. Den sydlige arbejdsplads ligger 600 km syd for Santiago, ved byen Traiguén i Malleco Valley. Det er suverænt Chiles sydligste seriøse vindistrikt. Den argentinske nabo på den anden side af Andesbjergene er Patagonien, næste stop mod syd herfra er Ildlandet og herefter Antarktis og Sydpolen. Koldere kan det ikke blive.

            Baettig har arvet den sydlige adresse og de kølige vinparceller. Hans oldeforældre kom fra Schweiz sidst i 1800-tallet og slog sig ned her – guderne må vide hvorfor – med det formål at dyrke korn og have kvægavl. Vin var der ikke tale om, ikke før Baettig fik Errázuriz’ daværende eksportdirektør Carlos de Carlos med på den friske idé at lave veritable koldklima vine i Chiles køligste vindistrikt. De begyndte at plante vinstokke i 2013 og kaldte med skyldig respekt ejendommen for ”Viñedos los Svizos”, schweizernes vinejendom.  

            De var meget opmærksomme på, at klimaets udfordringer satte visse begrænsninger. Kun få druesorter ville egne sig til det barske vejr, og de har hidtil holdt sig til Chardonnay og Pinot Noir. I efteråret 2020 er de nået op på 15,4 ha af de mulige 22 ha, 9 ha med Pinot Noir og 6,4 ha med Chardonnay. Baettig bruger kun udvalgte franske kloner, vildgær og behersket egetræ. Jordbunden er vulkanske aflejringer og porøst rødt ler. Klimaet er tillempet Middelhavsklima med en årlig nedbør på 1084 mm, så kunstvanding er unødvendig - og i øvrigt også uønsket. 

            Makkerparret laver vinene i to forskellige rangklasser: Selección de Parcelas (Los Primos) og Vino de Viñedo (Los Parientes). En mild oktoberdag præsenterede den danske importør Bichel Vine de nye og meget moderne vine ved et såkaldt ”Webinar” med direkte visuel forbindelse mellem Chile og Danmark, nærmere betegnet Søllerød Kro. Flaskerne var dog ægte nok og lige så imponerende som projektet: 

17,5/20

Chardonnay los Parientes, 2019

”Her er frisk syre, så det hviner i glasset. Næsen er let tropisk, med ferskner og abrikoser, smagen er frisk, frisk, frisk og domineret af syren. Slank og mineralsk, helt uden sødme og fedme, bare stram, ren og konsekvent.”

170,00 kr. v/6 fl.

 

 

18/20

Chardonnay Parcelos los Primos, 2018

“Skønt også åleslank har den et gram sul mere på kroppen end 2019’eren, druesmagen er ren og mineralsk, der er et diskret stænk af ananas naturel, ellers er den bare ren, stram og elegant og kun til mad.” 

450,00 kr.     v/2 fl.

 

 

18,5/20

Pinot Noir los Parientes, 2019

“Raffineret jordbærnæse og friske mørke kirsebær i smagen. Stilen er slank og bærfrisk, smagen ren og elegant, let mineralsk og velbalanceret. Flot og konsekvent oversøisk Pinot Noir.”

170,00 kr. v/6 fl. 

 

19/20

Pinot Noir Parcelos los Primos, 2018

“Intens, fristende kirsebærnæse – og ditto smag. Ren, frisk og sikker i stil og smag, den har endda lidt krop og en knivspids stødt peber, der giver karakter og udfordrer. I glasset får den en elegant dybde i smagen – den er i det hele taget elegant og minder mere om New Zealands Central Otago end om noget andet. Hurra, Chile!”

450,00 kr.     v/6 fl.

 

Læs mere på www.bichel.dk og www.vinosbaettig.cl

bottom of page