Barolo og Barbaresco

af Henrik Oldenburg

Flaske_edited_edited_edited.png

20/20

Az.Agr. F.lli Cigliuti Barbaresco Serraboella, 2015, DOCG

”Den fortsætter ad samme, meget høje bjergtinde som 2014’eren og begynder også med en kompleks og udfordrende næse med sveske og tobak, inden smagen tager over med engelsk lakrids, ristede krydderurter og tørrede solbær helt uden sødme. Som 14’eren er 15’eren en imponerende kombination af muskuløs, saftig, maskulin potens og sart, feminin ynde, der med sine raffinerede nuancer efterhånden overmander mandigheden i glasset og giver en kompleks nydelse, der til forveksling minder om det perfekte. Den er bare dejlig. Udfordrende, lidt koket og især dejlig. Jeg kan ikke huske, jeg har smagt en mere vellykket og vellavet Barbaresco.”

600,00 kr. 450,00 kr. v/2 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Reverdito Bricco Cogni Barolo, 2014, DOCG

”Tæt, saftig, pebret med et overskud af tørrede svesker, brombær og engelsk lakrids i den komplekse og raffinerede smag. En fornemmelse af hængt kød kommer til i glasset og blander sig elegant med bær, lakrids og svesker, og efter en halv times tid oplever man dens historiske dybde i smagen, dens dimensioner og dens suveræne kvaliteter. Den er blød og blank, og nok er den muskuløs og umiddelbart potent, men den spiller også på sine medfødte ynder, den holder sig sødmefri og skriger på kød, men ikke hvad som helst. Ung, lovende, uimodståelig.”

430,00 kr. 300,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Rocche dell’Annunciata Riserva, 2009, DOCG Barolo

“Fremragende, konsekvent og kompleks Barolo, der rummer et væld af nuancer fra tørrede svesker, over tovværk og tørt røget egetræ til en lang smag af blommer og engelsk lakrids. Den udfolder en tæt og pirrende sødligt røget smag, der er raffineret og lang. Den virker meget mere charmerende og hurtigere drikkemoden end 2010’eren herunder, og også 09’eren har en kontant mineralsk smag, og den har bærfrugt og tanniner til et længere liv. Den er drikkelig nu, men det er synd. Den er ikke fuldt udviklet og har mere at byde på. Men hold øje med den!”

699,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Chiara Boschis Mosconi Barolo, 2016, DOCG

”Som i tidligere årgange er Chiara Boschis’ top-Barolo mørk, dyster og tørt potent, men denne 2016’er er dog både intens og saftig og ikke bidsk og udtørret. Der er bagte krydderurter og koncentreret engelsk lakrids, foruden gavmildt strøet stødt peber, stilen er uventet blød og tiltalende, men også tør og kontant. Flot Barolo med lang, flot, potent smag, der også har afvæbnende smilehuller. Den er flere lysår bedre end 2014’eren og et fund til et godt stykke kød.”

800,00 kr. 600,00 kr. v/2 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Reverdito Ascheri Barolo, 2015, DOCG

”Røget og let lakridset næse. Også smagen er røget og lakridset, ren og konsekvent. Druerne kommer fra en bestemt parcel på La Morra bjerget, en udsøgt adresse, producenten er også udsøgt, og vinen lever smukt op til forventningerne. Den udfolder sig lidt forsigtigt, mere raffineret end muskuløst, og spiller på mange yndefulde kvaliteter, mildt glidende, saftigt og let parfumeret. Den er tør, men støver ikke, den er meget ung og meget gådefuld, blid, herlig, kærlig og sensuel.”

375,00 kr. 300,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Pio Cesare Barolo, 2016, DOCG

”Smagen er et lækkert og udfordrende koncentrat af tørrede svesker, engelsk lakrids, indtørrede solbær og mere engelsk lakrids. En saftbombe, et muskelbundt, der begynder mildt og venligt, men slutter tørt og let bidende i en lang finish og eftersmag. Det er en blank, saftig og tør Barolo, der skriger på mad, der skal være kød, så den kan blive udfordret på saft, kraft og garvesyre. Den skal nok klare sig. Endnu er den ung og skal iltes 15-20 min. eller gemmes.”

499,00 kr. Tilbudspris 439,00 kr. www.laudrup.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Rocche dell’Annunciata, 2010, DOCG Barolo


”Dyb, violparfumeret næse, ung, tør, potent smag af tørrede sorte bær, egetræ og lakrids, suppleret med stødt peber og bagt timian. Den er tør, og den holder sig tør og afventende. Lidt efter lidt overtager krydderierne kommandoen i glasset – og godt for det – den tørre stil strammes til, der er krydret charme i glasset, men ingen smilehuller. Næste dag er den stadig tør, stram og potent. Pæn bærsmag, markant garvesyre, overbevisende struktur. Det er noget af en udfordrende mundfuld, og den er stadig meget ung.”

679,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Contea di Castiglione Barolo, 2016, DOCG

“4-år gammel Nebbiolo, der allerede har fået lidt alder og en flig af modenhed. Nydelig klassisk smag af røg, træ, lakrids og tjæret tovværk. Stilen er blød og tiltalende, frugtig, tør og pæn, syren er sen og mild. En rigtig nydelig Barolo – det betyder let at nyde, og det er den. Iltning behøves ikke, den er lige til at trække op – og nyde. Et hyggeligt og dejligt glas Barolo.”

229,00 kr. Tilbudspris 149,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Moccagatta Barbaresco, 2017, DOCG

”Let forståelig og derfor også let drikkelig Barbaresco, med ligefrem, tør og stram bærfrugt, saftig smag af lakrids og tørrede krydderurter og en lang, bestemt garvesyre – den skal man helst lære at elske!. Vinen er ung og potent, så den skal iltes 15-20 min. og den vil imponere alle – også det gode stykke kød, der skal ledsage den.”

425,00 kr. 325,00 kr. v/2 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Bosio Boschi dei Signori, 2014, DOCG

”Tæt, tør og lidt afvisende, med lang røget smag med bagte krydderurter og mellemstærk lakrids. Den bløder villigt op i glasset efter 15-20 min. og bliver kortere og venligere, får også lidt fin violsmag, og garvesyren begynder at stikke sin pågående næse frem. Dens bløde og tørre kvaliteter holder dog længst ud og sikrer en lang, kompetent finish og eftersmag med fine Nebbiolotræk.”

149,95 kr. v/6 fl. www.theis-vine.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Podere della Collinetta Barolo, 2015, DOCG

”Fint røget, saftig og med rigtig pæn Nebbiolokarakter. Den virker moden og velbalanceret og har en elegant dæmpet syre. Nydelig, sympatisk mellemvægter, også selv om fadsmagen træder lidt for pågående igennem i glasset. Fidusen er at åbne og drikke den uden for lang ventetid og for mange dikkedarer, så bevares friskheden bedst.”

169,00 kr. Tilbudspris 139,00 kr. IRMA/ www.vincooperativet.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Gemma Barolo, 2016, DOCG

”Blød, lakridset og tør langt ud i eftersmagen. Den har andre potente træk: tæt krop og lurende garvesyre. I glasset får den længde og linie i smagen, den bliver mere tæt og saftig, får tobaksnæse og smag af engelsk lakrids, den samler sig og profilerer sin identitet og karakter. Efter en times tid bliver eftersmagen også mere venlig, så man kan ilte sig til den ønskede smag.”

189,00 kr. BILKA
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Reverdito Barolo, 2015, DOCG

“Jeg gentager gerne om 2015’eren, hvad jeg skrev om 2014’eren: Den er solid, ren og robust, ungdommelig og frugtfrisk og behøver ingen iltning. Nydelig og let forståelig Barolo. Sådan er 2015’eren nemlig også, endda blødere og mindre tør, mere svesket og saftig. Aldeles ukompliceret og velsmagende Barolo, både med og uden mad.”

225,00 kr. 175,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Beni di Batasiolo, 2014, DOCG Barbaresco

”Ret mørk, tørt svesket, med lang, saftig smag og kort, velplaceret garvesyre. Skønt 6 år gammel virker den stadig lukket og afvisende, også selv om der efter 20-25 min. dukker en lille, supplerende druesødme op. Den rokker dog ikke ved det tørre, sveskede indtryk, men giver lidt modspil og gør vinen til en glimrende, tør og potent kødvin, der har godt af 10-15 min. luft.”

229,75 kr. Tilbudspris 179,75 kr. www.skjold-burne.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Villa Aurora Barbaresco Riserva, 2006, DOCG

”Moden, tæt og røget, med blød og delikat smag af figner og tørrede abrikoser, men uden sødme. Smagen er nydelig, 14 år og afklaret, ikke så lang, men nydelig og med velplaceret syre. Røgen og fignerne holder længst ud i glasset, smagen holder sig blød, røget og især moden. En dejlig madvin med modenhed og karakter.”

249,95 kr. Tilbudspris 159,00 kr. Kvickly/SuperBrugsen/ www.vincooperativet.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Mauro Molino Barolo, 2015, DOCG

“Den er lige så potent, som den er umoden, og først efter en lille time i glasset fornemmer man et smilehul i dens mutte facade. Det er violparfumeret og breder sig raffineret og graciøst, både i aromaen og i smagen. Det er klassisk Nebbiolo, også fordi den spænder over så mange udtryk og svinger mellem parfumerede, feminine dyder og potente maskuline. Det er en spændende Barolo med tiden for sig, for den er slet ikke moden, selv om garvesyren firer lidt på biddet. Ilt den grundigt, eller – endnu bedre: gem den min. 3-5 år.”

249,95 kr. v/6 fl. www.theis-vine.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Aresca Costareto Barolo, 2015, DOCG

“Tør og røget, med små skarpe udfald i glasset. Stilen er kontant og udfordrende, med lukket bærsmag og udholdende syre. Den bløder sindigt op i glasset, frugten bliver mildere og venligere, røgsmagen bliver blødere, den får endda en lille, tiltalende druesødme, der sikrer balancen og giver en drikkevenlig vin. Giv den derfor 10-15 min. ilt.”

299,00 kr. 239,00 kr. v/6 fl. www.youandwine.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Beni di Batasiolo, 2016, DOCG Barolo

”Blød, moden, velovervejet Nebbiolo, der foruden den tiltagende modenhed også har tørre punkter og en tydelig garvesyre i eftersmagen. Der er røg i smagen, tørrede, sorte bær og en flis engelsk lakrids i afslutningen. Smagen blødgøres i glasset, den bliver mildere, endnu mere røget, bredere, mere raffineret – så den vinder ved iltning, gerne 20-30 min.”

299,75 kr. Tilbudspris 199,75 kr. www.skjold-burne.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Marziano Abbona Barolo, 2016, DOCG

”Meget personlig røget og dvælende smag med spæde ristede krydderurter og en lang, markant syre. Den virker slank, følsom og feminin, let violparfumeret og dæmpet og forsigtig i sine udtryk – men i glasset udfoldes både lidt lakrids og en knivspids druesødme.”

349,00 kr. Tilbudspris 199,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Fontanafredda Barolo, 2015, DOCG

”Fontanafreddas Barolo med den sølvfarvede etiket er en veteran på de danske vinhylder, og også i den nye årgang 2015 ligner den sig selv: tør, røget, kontant, nu med en lille formildende druesødme, som jeg ikke husker fra de første mange år. Pæn, saftig stil, ukompliceret smag med aftryk af tørrede, sorte bær og lakrids. Der er ingen kælerier i det glas, kort smag, tør finish og lang eftersmag med markant garvesyre. Nu som dengang et fornuftigt glas Barolo – og nu som dengang lidt rusten i smagen, hvis den ikke iltes 10-15 min.”

199,95 kr. Tilbudspris 139,00 kr. Kvickly/SuperBrugsen/ www.vincooperativet.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Roberto Sarotto Barbaresco Currà, 2013, DOCG Barbaresco Riserva

“Den tænker sig grundigt om, inden den åbner sig, trevent og forsigtigt, med røg, lidt fadsødme og spæd engelsk lakrids. Den er fyldt 7 år og bliver ikke bedre. Endnu er der lidt liv og lidt frugt, men den hiver efter vejret, og fadsødmen er efterhånden det mest aktive i glasset. Kort frugt, kort finish, kort eftersmag, kort oplevelse.”

179.00 kr. Tilbudspris 99,00 kr. IRMA/ www.vincooperativet.dk

© 2020 by Oldenburg og søn. Proudly created with Wix.com

01 Aresca Barolo.png