top of page

Rødvin fra DOURO/DUERO

af Henrik Oldenburg

Flaske_edited_edited_edited.png

20/20

Dominio de Atauta ”Valdegatiles”, 2017, DO Ribera del Duero

”Der er en forklaring på, hvorfor de røde vine fra Ribera del Duero har opnået verdensberømmelse og tårnhøje priser: de bedste af dem er mere end fremragende. Topvinen fra Atauta er et lysende eksempel. Det er perfektioneringen af Tempranillo, et koncentrat af modne sorte bær, engelsk lakrids og ødsel saft. Det er druer fra en parcel på godt 1 ha, 130 år gamle og tilpas modne. Alle dimensioner er optimale og nydelsen det samme, den er silkeblød, sensuel og saftig. Man hører vingudens små engle blæse begejstret i deres basuner, lutter glæde, lutter nydelse. Havde der været en karakter, der hed 20+, havde den fået den, for bedre bliver det ikke. Men alting har desværre en ende, og den er bedrøveligt drikkelig allerede nu…”

1725,00 kr. Tilbudspris 1200,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19,5/20

Dominio de Atauta, 2020, DO Ribera del Duero

”I sådan et glas fornemmer man, hvor meget Tempranillo formår, når druerne er optimale, og der er talent til at håndtere dem. Det er en stor vin, der forener styrke med ynde, muskler med charme. Den er saftig og intens, med et koncentrat af modne blommer, modne sorte bær og dæmpet engelsk lakrids. Den er drøj og holder længe i munden, dimensionerne er betydelige og sikre, den er kort sagt fremragende – og især til mad. Ilt den 15-20 min. og hør englene synge!”

450,00 kr. 325,00 kr. v/2 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Quinta do Pégo ”Vinhas Velhas”, 2017, DOP Douro

“Et fremragende år for Portvin, og det smitter også af på bordvinene. Pégos topvin er lavet af gamle druer af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, foruden nogle udefinérlige sorter, der tilsammen giver en blød, kompakt vin med koncentreret saft og nuanceret smag af tørrede svesker og sorte bær uden sødme. 16 mdr. på nye franske fade har givet den karakter og rygrad, og den opfører sig virkelig som en topvin – uden at strutte med muskler eller rive eller bide. Den holder sig påfaldende blød og drikkevenlig, og den kan drikkes nu, men også gemmes i 5-10 år, måske mere.”

499,99 kr. www.amka.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Parada de Atauta, 2021, DO Ribera del Duero

”Også i årgang 2021 viser den en fortryllende kombination af feminine og maskuline træk. Den har lavendler i næsen og andre parfumerede nuancer i smagen, milde og sensuelle – men den har også tør potens og lakridsede muskler i smagen. Som i tidligere årgange holder den sig rank og blank til langt ud i eftersmagen. Det er en poetisk og fascinerende vin, både med og uden mad.”

270,00 kr. 195,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Invincible, 2021, DOC Douro

”Det er kongen over de uovervindelige, som serien hedder, og man kan godt mærke, at alle gode viljer og kræfter er samlet i denne vin. Den er tæt, kompakt, saftig og potent med markant smag af tørrede sorte bær – især brombær og hyldebær – foruden engelsk lakrids og lidt mokka i baggrunden. Druer nævnes ikke på den fancy/pjattede etiket, men det er tænkeligt, at det er et field blend af alt, hvad der var på marken, sikkert fra gamle vinstokke. Det er en pompøs vin, der udfolder sig sindigt og sikkert i glasset. Den er kun til mad.”

479,95 kr. v/6 fl. Tilbudspris 369,00 kr. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Quinta do Pégo ”Vinhas Velhas”, 2019, DOP Douro

“Den er yngre og har mere umiddelbar friskhed end 2017’eren, men den har ikke 2017’erens format. Også den har lagret på nye franske fade i 16 mdr., den er lavet af samme druer, og den ligner storebror, men er alligevel helt sig selv. Her er det brombær og hyldebær, der smager igennem, men bærrene er knastørre, og druesødmen er svag. Også 19’eren er en blød og imponerende vin, og også den kan både dikkes nu og gemmes. Men for den, der elsker ungdommelig frugt og friskhed, er den på toppen nu.”

499,99 kr. www.amka.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Finca El Empecinado Crianza, 2019, DO Ribera del Duero

“Ren Tempranillo, der har næsten 5 år på flasken, men smager yngre og er uventet veloplagt. Den er blød, saftig, lakridset og præget af mildhed og modne sorte bær. 13 mdr. på fad har ikke generet den, men givet balance i glasset. Det er en herlig, saftig og muskuløs madvin nu og i kommende år, men jeg ville hellere drikke den nu end gemme den.”

189,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Vizcarra ”15 MS”, 2021, DO Ribera del Duero

“Tempranillo med 15 mdr. fadlagring. Nydelig, harmonisk og lang smag. Det er tørrede svesker og engelsk lakrids, der smager mest igennem. Den er mild, saftig og potent og udfolder sig overbevisende i glasset. Den kan drikkes nu – gerne med 10-15 min. luft – og den kan gemmes i min. 5-10 år.”

199,95 kr. Tilbudspris 149,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Atauta ”La Celestina” Crianza, 2020, DO Ribera del Duero

“Det er en af de små brødre hos Atauta, men den har store drømme, og den drømmer ikke forgæves. Man smager hurtigt både talent, gener og ambitioner. Den er tæt og saftig, rundhåndet krydret, potent, tør og udholdende. Det er Tempranillo for fuld udblæsning, drikkemoden, men slet ikke fuldmoden, et fund til rødt kød og udvalgte oste.”

200,00 kr. 150,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Jaros, 2020, DO Ribera del Duero

”Ung, blød, saftig og krydret Tempranillo. Den smager af mildhed, tørrede svesker og
engelsk lakrids, mens de 12+ mdr. på franske fade ikke smages, men bare fornemmes. Det er en statelig vin, der både har følsomhed og dimensioner, og den holder sig blød, krydret og lækker. Den kan drikkes både med og uden mad.”

249,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Conceito, 2020, DOC Douro

”Dyb, muldet og frugtig næse. Druesorter nævnes ikke, men man aner Tinta Roriz (Tempranillo) med krydderi og finesse. Den er saftig og peberkrydret, blød og kompakt, den spiller med musklerne, og den spiller godt. I glasset smager den mere og mere af sorte bær og lakrids, og den holder sin valgte stil og smag til langt ud i eftersmagen. Robust og alsidig madvin.”

329,95 kr. v/6 fl. Tilbudspris 249,00 kr. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Quinta do Pégo ” Signature”, 2019, DOP Douro

“Som Grande Reserva herunder er den lavet af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousäo, og også den har lagret på forskellige fade i 14 mdr. Men der er mere fasthed I Signature, dimensionerne er lidt finere, og smagen af sorte bær og engelsk lakrids giver både saftighed og karakter. Den er vokset i smag og kvalitet siden de første årgange og er en fortrinlig madvin.”

343,00 kr. www.amka.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Vizcarra ”Senda del Oro”, 2022, DO Ribera del Duero

”Ung og alligevel veloplagt, med lakrids i hele munden, saft, lidt kraft og masser af charme. Iflg. producenten er den lavet af 100% Tinto Fino (=Tempranillo), og den viser både druens kælne og udfordrende tilbøjeligheder. Skønt ung er den lige til at sætte på bordet, mild, krydret, saftig.”

149,95 kr. Tilbudspris 99,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Quinta do Pégo ”Grande Reserva”, 2019, DOP Douro

“Klassisk Dourovin, men uden den klassiske drue Tinta Roriz (Tempranillo), derimod med Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousâo, og de skal roses for deres fine samarbejde i glasset. De har givet en tæt, saftig, stofrig vin med aftryk af tørrede svesker og engelsk lakrids, helt uden sødme, og med lang og kontant smag. 14 mdr. på forskellige fade har givet den karakter uden at skade smagen, så den fremstår som en tør, potent og robust madvin.”

169,95 kr. www.vinøen.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Invincible, “Número Dois”, 2021, DOC Douro

“Blød, tør og saftigt krydret, Det er stødt peber, enebær og lakrids, der sætter smagen, der holder sig blød, tør og udholdende. Den er endnu ung og utålmodighed og skal enten iltes godt eller gemmes. Men allerede nu er den en fortræffelig, frugtig og robust madvin.”

“Blød, tør og saftigt krydret, Det er stødt peber, enebær og lakrids, der sætter smagen, der holder sig blød, tør og udholdende. Den er endnu ung og utålmodighed og skal enten iltes godt eller gemmes. Men allerede nu er den en fortræffelig, frugtig og robust madvin.”
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Bodegas Portia ”10 Meses”, 2021, DO Ribera del Duero

“10 mdr. på fad lover titlen, og de har sikkert hjulpet vinen og i hvert fald ikke skadet den. Den optræder mørk, tørt potent og saftig i glasset, med aftryk af sort peber og tørrede krydderurter, meget almindeligt for en meget ung Tempranillo. Der er gods i den, det er en gemmevin, der godt kan drikkes nu med 15-20 min. iltning.”

109,00 kr. BILKA.
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Jaros ”Roble”, 2021, DO Ribera del Duero

“Ung, saftig, potent og lakridset. Det er Tempranillo (Tinto Fino) lige fra Børnehaven, men et godt bevis på, hvor charmerende og potent ung Tempranillo, næsten uden bekendtskab med træ, kan udfolde sig, så frisk frugt og tydelige minder om sorte bær og engelsk lakrids kan holde intimt selskab i glasset. Den er ung, og den bør drikkes ung, og afgjort til mad. Ilt den 15-20 min., og den vil udvikle sig blødt og muskuløst i glasset.”

119,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Finca El Empecinado Roble, 2022, DO Ribera del Duero

“Roble signalerer, at den har lagret lidt på egetræ, og det er også kun lidt eftersmagen at dømme. Den har stadig sin ungdoms frugt og uskyld og smager saftigt og frisk af sorte bær og engelsk lakrids. Stilen er blød og venlig, trods ungdommen, det er en nydelig og let forståelig ung Tempranillo, lige til at sætte på bordet.”

129,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Invincible, ”Número Um”, 2022, DOC Douro

”Ung, lukket og endnu lidt barsk – 15-20 min. iltning hjælper meget. Der er frugt, der er bid, der er en robust sjæl i et blødt, fredsommeligt legeme. Dens bærsmag er lang og charmerende, præget af blommer og overmodne kirsebær. Meget personlig stil og smag og en glimrende madvin med bærsmag først og sidst.”

129,95 kr. v/6 fl. Tilbudspris 79,95 kr. www.andrupvin.dk
bottom of page