top of page

ZINFANDEL
af Henrik Oldenburg

20/20
Carlisle Winery ”Papera Ranch Zinfandel”, 2020, Russian River Valley
“Vinstokkene blev plantet af Celestino Papera her i Sonoma County i 1934(!), så intet under, at der ligger en dyne af historie i glasset. Vinen er et koncentrat af moden nydelse, bred, lang, fyldig, saftig, med smag af vilde krydderurter og udblødt engelsk lakrids og med en udholdende eftersmag, der især er præget af timian. Den holder sig selvsikker og med suveræn balance, helt uden sødme. Det er et glas nostalgi – men hvor kan nostalgi dog smage guddommeligt!”
599,00 kr. www.juuls.dk

19,5/20
Piner-Olivet Ranches Zinfandel, 2021, Russian River Valley
”Gamle vinstokke, køligt klima, talent, rutine og dygtighed, det er formlen for succes med Zin. Den kryber heller ikke i glasset, den breder sig ud og fylder op, mættet med sorte blommer, tør sveskesaft og ristede krydderurter. Den er bred og imponerende, men ikke omfavnende, balancen er perfekt, den holder sig tør, saftig og krydret. Vegetarer må undskylde, men der skal kød på bordet, og selleribøf gør det ikke!”
429,00 kr. www.juuls.dk

19/20
Whiplash Zinfandel, 2020, Lodi
”Blød, blank og udfordrende. Det er en meget personlig Zinfandel med charme i næsen og ynde i smagen, med engelsk lakrids og sorte bær, med sveskeblommer og tørrede krydderurter og med en rig og udholdende smag, der slutter tørt og pirrende. Den holder balancen, og den holder sig tør og selvsikker i glasset. Flot, flot - en pompøs madvin.”
149,00 kr. www.juuls.dk

18/20
Eagle Rock Vineyards ”Regio” Zinfandel, 2021, Lodi
“Ung vin af druer fra gamle vinstokke, saft og friskhed, sorte bær, tobak og lidt engelsk lakrids. Blød og drikkevenlig Zinfandel, der holder sin bløde, venlige stil og smag i glasset og endda udvikler sig sympatisk og bliver lidt udfordrende. Men dens kodeord er mildhed og saftighed.”
179,00 kr. v/6 fl. Tilbudspris 119,00 kr. www.andrupvin.dk

17,5/20
Lodi Zinfandel, 2017, Californien
”Frisk, moden, djærv Zinfandel med mange nuancer, fra sorte bær til tobak og engelsk lakrids. Den er blød, venlig og lidt kælen, men også udfordrende og lidt uartig. Den er tør med en anelse druesødme, og som bagetiketten lover: glimrende til grill – og så udvikler den sig mildt og blødt i glasset og bør faktisk iltes lidt.”
99,00 kr. www.juuls.dk

17,5/20
Collier Creeks ”Old Press Zinfandel”, 2021, Lodi
”Blød, blank og indbydende. Der er lidt røg og kastanjer i næsen, og den smager af lidt mere røg, lakrids og modne sveskeblommer, men helt uden sødme. Den udfolder sig blankt, blidt og sympatisk i glasset og folder også en del frugtig charme ud. Glimrende madvin, især til lette retter.”
139,95 kr. v/6 fl. Tilbudspris 89,00 kr. www.andrupvin.dk

17,5/20
7 deadly Things Zinfandel, 2021, Lodi
”Tæt og let forståelig Zinfandel med aftryk af mokka, tobak og lakrids, med lang blød smag og med en meget diskret syre. Den er skabt i mildhed, venlighed og fredsommelighed, og den stil holder den fast i. Der er også strejf af druesødme i den milde smag, så den er både til hygge og til mad. Den har godt af 15-20 min. iltning, det reducerer den anmassende mokkasmag.”
149,00 kr. 79,00 kr. v/6 fl. www.oscardavidsen.dk

16,5/20
LZC Zinfandel “Winemaker’s Collection”, 2021, Lodi
”Djærv og aldeles ukompliceret Zin, der er blød, venlig og lever af en markant og udholdende sødme. Kvaliteten i glasset stiger med iltning. Havde den vin dog bare været halvt så god, som bagetiketten lover…”
59,00 kr. REMA 1000.
bottom of page