top of page
RØDVIN fra CATALONIEN
af Henrik Oldenburg
19/20
Ritme Celler ”Plaer”, 2021, DO Priorat
”Det er Priorat for fuld udblæsning, blødgjort frugt, tør potens, venlig engelsk lakrids, modne sorte blommer og især Garnacha og charme. 12 mdr. på franske fade smages ikke, men har sikkert givet balance, og balance har den, fra først til sidst. Som i tidligere årgange flirter den med sin stil, og er enten en feminin åbenbaring med potens og tannin – eller et maskulint muskelbundt med violparfume og kvindelig ynde. Herlig er den i hvert fald. Især til mad. Jeg drømmer om lam…”
300,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
19/20
Gil “Clar del Bosc, 2020”, DO Priorat
”Mild, let krydret og raffineret indledning – og en udholdende finish og eftersmag, der ebber tørt og fyndigt ud. Det er en velbygget og elegant vin, der udfolder sig violparfumeret og fløjlsblødt i glasset og tyder på et gunstigt indhold af Garnacha. En markant hjerteknuser, der med sin fine balance og velfungerende garvesyre især er en prægtig madvin.”
349,95 kr. 329,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
18,5/20
Acústic Celler ”Acústic”, 2020, DO Montsant
”Den er lavet af Cariñena og Garnacha, der på baskersprog hedder Garnatxa, og det er et heldigt samarbejde. Det er også heldigt, at det er Garnatxas krydrede charme, der slår igennem og giver den personlighed og karakter. Det er modne, sorte blommer og lidt engelsk lakrids, der holder smagen i live i glasset, hvor man også kan glæde sig over mildhed og bløde arme. Potent og charmerende vin, der er en fremragende madvin.”
175,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
18,5/20
Celler Clos Pons, “Roc Nu”, 2012, DO Costers del Segre
“Det er som at stikke næsen indenfor i kryddeributikken, friske og ristede hilsener fra salvie, rosmarin, oregano og andet godt. Smagen er blød, tør, saftig – og moden. Prægtigt samarbejde mellem raffineret Garnacha og frugtig Cabernet, en personlig og alsidig madvin, der pirrer smagsløg og smelter hjerter.”
199,00 kr. v/3 fl. www.cavalcade.dk
18,5/20
Bodegas Costers del Sió ”Alto Siós”, 2017, DO Costers del Segre
“Den er så hårdt pumpet som en blondine på strandhugst, men den har også bløde, buttede attributter og en lang, ren, frugtig smag af sorte bær og hængt kød. Altså en kompleks vin, der også er drikkemoden og udfordrende og med en udsøgt balance i glasset, fordi de 12 mdr. på franske fade har givet den karakter og rygrad, men ikke dominerer. Det er en venlig og saftig madvin, der udfolder sig tiltalende i glasset. Ilt den 10-15 min.”
220,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
18,5/20
Ritme del Priorat, 2021, DO Priorat
”Den har, hvad man drømmer om i et glas Priorat: kombinationen af frugtig charme, kølig potens og Garnacha i uhæmmet friløb. Den er raffineret, mineralsk og blød, mindre barsk end tidligere årgange, mere samlet og venlig. Den udfolder sig og udvikler sig sikkert og charmerende i glasset, en énspænder med sikker stil og kurs direkte mod det gode bord.”
225,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
18,5/20
Cellers Can Blau “Mas de Can Blau”, 2018, DO Montsant
“Tungt skyts i tung flaske. Topvinen er et usædvanligt mix af nogenlunde lige dele Mazuelo (Cariñena), Syrah og Garnacha. Den lokale og mere folkelige Mazuelo viser sig frem, men det er heldigvis Syrah og Garnacha, der bestemmer farten og smagen i glasset. De giver en kompleks og udfordrende vin, der burde være moden, men slet ikke er det. Den er tæt og saftig og har flere gode år i sig. Det er en madvin, især kødvin, men den kan bruges til så meget andet. Giv den 10-15 min. luft, og den kvitterer med frugt, potens og udholdenhed.”
329,95 kr. 299,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
18/20
Torres ”Gran Coronas” Cabernet Sauvignon, 2020, DO Catalunya
“Etiketten på Torres’ top-Cabernet har altid været sort, og det er den også i årgang 2020. Smagen ligner også sig selv, heldigvis, det er en tæt, saftig, muskuløs Cabernet med tydelige aftryk af modne solbær og mere diskrete hilsener fra mineraler og egetræ. Den er ikke typisk spansk, men kunne lige så godt være lavet i Californien, Australien eller Chile, så international er Cabernet Sauvignon, også på dette høje niveau. Men den er saftig og velsmagende og en fremragende kødvin.”
160,00 kr. KVICKLY.
17,5/20
Cellers ”Blau”, 2018, DO Montsant
”Ikke helt ung, men alligevel sprælsk og ungdommelig, med frisk smag af blommer, kirsebær og slåen. Ingen druesort smager igennem, så det er formodentlig et blend, vellykket og velfungerende. Træfri, personlig mellemvægter, der holder stilen i glasset.”
99,95 kr. 79,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
17,5/20
Bodegas Costers del Sió ”Petitsiós”, 2022, DO Costers del Segre
“Et atypisk mix af Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Garnacha har givet en atypisk vin, hvor Tempranillo bidrager med krydderier, Cabernet med frugt og krop og Garnacha med ynde og balance. Samarbejdet er nydeligt, de tre druer spiller udfordrende op til hinanden uden at nogen af dem overdøver. I det lange løb sejrer Tempranillo, men det ødelægger ikke den gode stemning i glasset. Glimrende madvin.”
125,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
17/20
Vi Negre ”El Nen del Celler”, 2021, DO Montsant
”Ung, frisk og rødmosset, et vellykket og utraditionelt mix af Garnacha, Tempranillo, Cariñena og Syrah. Bærsmagen og friske krydderier dominerer i glasset, det er en veloplagt rødvin, træfri og frugtsikker. Hyggelig hyggevin, saftig og dejlig madvin.”
79,95 kr. 69,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
17/20
Torres Tempranillo, 2021, DO Catalunya
“Ren Tempranillo fra Cataloniens mest kendte vinhus, der nu ikke mere hedder Miguel Torres, men Familia Torres. Det er en ung, frisk og frugtig vin, i frisk frugtighed og ubekymret lethed ikke så fjernt fra en vellykket Beaujolais, men Tempranillo giver den en helt anden krydret smag i retning af stødt peber og varme krydderurter. Drik den gerne afkølet, og den rækker langt på bordet, fra forretter til det fine kød.”
79,95 kr. KVICKLY.
bottom of page