top of page

COLHEITA PORT

  • En Colheita Port skal lagre min. 7 år på fad, inden den må aftappes.

  • Årstallet for aftapning skal stå på etiketten.

  • En Colheita er principielt drikkeklar, når den er aftappet.

 

[aftappet]

(smagt)


af Henrik Oldenburg

Flaske_edited_edited_edited.png

20/20

Krohn Colheita 1983 [2024] (2025)

”Godt fyrre år gammel – og alligevel ung og frisk. Denne 83’er er et mesterværk fra familien Carneiros bedste år, stram, rank, potent, og samtidig med mange følsomme, sensuelle nuancer. I det hele taget er det en Colheita, der er rig på overrumplende nuancer, fra nødder og figner til sirup og en stump pomeransskal langt ude i eftersmagen. Dimensionerne er lige så perfekte som smagen, og den udfolder sig ødselt og ungdommeligt i glasset. Gid den kan holde sig på toppen i de gamle piber – jeg kan ikke forestille mig, at den kan blive bedre, for den er allerede fejlfri og berusende dejlig.”

1650,00 kr. Tilbudspris 1200,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19,5/20

Quinta do Noval Colheita 2005 [2025] (2025)

”I klassisk Novalstil er den mørk, fast og kompakt, og ligesom tidligere aftapninger har den en forrygende kombination af potens og finesser. Det er stadig en charmevin, men med spændte muskler – den er blottet for røg, fedme og kæleri, den ranker sig i glasset og holder sig intens, koncentreret, saftig og meget maskulin. Nu er det forfinet brunsviger og let tørrede figner, der bestemmer, og de bestemmer længe og overbevisende. Den er ung endnu og allerede fremragende, både til mild hygge og til udfordrende oste.”

580,00 kr. www.vinho.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Burmester Colheita 1985 [2025] (2025)

”Den er blevet lysere med årene, men er stadig smukt mahognifarvet. Den er også stadig mild, smygende og sensuel, den udfolder sig bedøvende dejligt i glasset, og den har bevaret sine fine dimensioner. Den fortæller en vemodig familiehistorie, men den holder hovedet højt og erindrer om de gode tider, hvor Burmester lavede Colheita i top-top klassen. Denne 85’er er et lysende eksempel. Den topper nu i balancen mellem elegance, potens og charme. Der er sikkert stadig liv i de gamle piber, men jeg tror ikke, den bliver mere perfekt, end den er nu.”

599,00 kr. SuperBrugsen/Kvickly.
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Kopke Colheita 1987 [2024] (2025)

”Et glas historisk historie. Den er blevet lysere med årene, og måske lidt mildere, men kvaliteten er stadig høj, og stilen er blank og poleret. Det er en Colheita med mange og fornemme dimensioner, ren, usprittet og harmonisk, og uanset skiftende ejerskaber knejser den suverænt. Der har været mange fingre i den i tidens løb, men de har været kærlige, kyndige - og især renvaskede. Det er en flot, flot Colheita med modne figner og venlig karamel, og den er silkeblød og udholdende. Den har alder, men ingen ælde. Den er perfekt nu, senere aftapninger er det måske også, vi får se.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Quinta de Noval Colheita 2012 [2023] (2025)

”Ung, sikker og potent, med aftryk af lakrids(!), tørrede sorte bær og mørk chokolade. Den er tæt og robust, mild og fyldig, uden røg, men med ungdommelig power. Den er meget charmerende og meget ung, med en sødmebalance der tynger lidt til den søde side, så den er til alt muligt med chokolade, til udvalgte oste og til nødder/mandler. Strukturen er overbevisende, så den bliver spændende at følge i nye aftapninger.”

650,00 kr. www.vinho.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Krohn Colheita 1999 [2024] (2025)

”Lys og venlig, med let og bred sirupsmag og nødder og nougat til langt ud i eftersmagen. Den er ren, usprittet og nydelig og holder balancen på den sikre side af store udfordringer. En dejlig kæle-Colheita til hygge, nødder, kager og udvalgte oste. Giv den roligt en times luft, og den vil kvittere i glasset – og den vokser i glasset.”

750,00 kr. Tilbudspris 500,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Burmester Colheita 1975 [2025] (2025)

”Jeg har smagt 75’eren mange gange i årenes løb, i mange forskellige aftapninger og under meget forskellige forhold. Det er stadigvæk en statelig gammel Tawny, lys, mild og moden, med nuancer fra karamel til tørrede figner. Den har bevaret sin fine balance, sin fylde og buttede krop og ikke mindst sit ømme blik i øjet, så spørgsmålet er, om den har kød nok på kroppen til at vente meget længere. Jeg tvivler – og nyder den med største fornøjelse nu. Den er nemlig fuldmoden og lækker nu.”

999,00 kr. SuperBrugsen/Kvickly
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Krohn Colheita 2014 [2024] (2025)

”2014 var et vådt og besværligt Vintageår, men hvad gør det, når man kan lave en så vellykket Colheita. Den er mørk, sikker, robust og noget af det nærmeste, en Colheita kan komme på Ruby, endda med små, tørre smilehuller, men den har også en velbalanceret sødme og fine aftryk af figner og ærlig fynsk brunsviger. Den er prægtig nu, og senere aftapninger vil vise dens mere modne sjæl. Jeg tror på den.”

350,00 kr. Tilbudspris 235,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Andrésen Colheita 2009 [2023] (2025)

”Fyldig, klassisk og stilsikker. Den har nuancerne, fra brunsviger over mørk sirup til friske figner, der smelter på tungen. Dejlig blank og urøget Colheita med friskhed og finesser. Hurra for Andrésen, når han er i det humør! Og så smager den ældre, end den er.”

269,00 kr. Tilbudspris 149,00 kr. (0,5 l) www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Krohn Colheita 2001 [2024] (2025)

”Statelig og stilren Krohn med nødder, figner og masser af selvtillid. Den har Krohns traditionelle sikkerhed i struktur og smag og holder en suveræn balance i glasset, også sødmebalance. Den er ikke så lang, men den er konsekvent og dejlig, så længe den varer.”

525,00 kr. Tilbudspris 375,00 kr. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Dalva Colheita 1991 [2024] (2025)

”Mørk og sikker, også selvsikker. Den strutter af frisk sødme, sirup og karamel, og når den er faldet til ro i glasset, begynder den også at udfordre, først kælent, siden næsten håndfast. Giv den altså tid, så er den klar til nydelse, oste, desserter og til et glas uden anledning. Den er blank, ren, usprittet og især lækker.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Burmester Colheita 1978 [2025] (2025)

”Det er noget af et mirakel, men den er faktisk blevet meget bedre med årene, efter at den i mange år var både sløj og svagelig. Denne nye aftapning viser, at der kan ske undere i de gamle piber, og at man somme tider skal give skuffende årgange en chance mere. Den er stadigvæk domineret af karamel og sirup, men der er ingen bismage mere, den har et lyst sind, og sødmebalancen er perfekt. Bedst af alt: den virker livsglad og adræt, den gamle træthed er psst væk. Nu minder den om Burmester i storhedstiden. Hurra for det!”

799,00 kr. SuperBrugsen/Kvickly.
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Vieira de Sousa Colheita 1994 [2025] (2025)

”Den er lys og virker umiddelbart let, men er det ikke. Der er traditionel, vellavet, fornuftig Tawny i glasset, med aftryk af figner og sirup og i nydelig balance. Den har fornem fylde og pæne dimensioner, og en lille ram bismag kan iltes væk – eller måske er den væk i de kommende aftapninger, for vinen har stadig meget at byde på. Den ældes med ynde – giv den roligt luft i en times tid, hvis den skal drikkes nu.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Poꞔas Colheita 2014 [2024] (2025)

”Ungdommelig, frugtig og potent, med saft og fylde og fine nuancer af hyldebær og sveskesovs. Den har mere familieskab med Ruby end med Tawny, den er langt mere frugtig end røget, den er mild, blød, ren og saftig. Den skriger på Riz à l’amande og et godt ostebord – og den kan klare det meste.”

189,00 kr. SuperBrugsen/Kvickly.
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Feuerheerd’s Colheita 2016 [2024] (2025)

”En Colheita skal lagre mindst 7 år på fad – denne har lagret i 8 år og er som venteligt mørk og dyster, men sødmebalancen er perfekt, og smagen lang og markant, især præget af sirup og figner. Den er signeret Álvaro van Zeller, så den har været i sikre hænder, og det smages. Alligevel gad jeg gerne smage en senere aftapning, for der er potens og løfter i glasset.”

229,00 kr. Tilbudspris 129,00 kr. www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Kopke Colheita 2008 [2024] (2025)

”Blød og indbydende. Det er en poleret Tawny med andre fornemmelser, men nuancerne af frugt og friskhed er kun nuancer. Den holder sin sikre, solide stil med let røg, tørrede rosiner og friske figner. Blank og tiltalende Colheita, der er pæn – næsten for pæn.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Maynard’s Colheita 2012 [2024] (2025)

”Sikker, vellavet, poleret mellemvægter, der lægger ud med figner, nødder og mørk farin og holder stilen i glasset, holder sig også blank og usprittet, og den holder især sødmebalancen til sidste dryp. Gennemført nydelig.”

269,00 kr. 149,00 kr. v/2 fl. (0,5 l) www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Porto Reccua Colheita 2005 [2016] (2025)

”Aftapningen er ikke ny, og farven er lys og blank mahogni. Smagen er også lys og blank mahogni, let og fint røget og domineret af friske figner og mild sirup. Det er en atypisk Colheita, der har lagret 11 år på fad og 9 år på flaske, men resultatet er pænt, det er en mild og kælen Tawny til afslappet hygge.”

285,00 kr. 199,00 kr. v/6 fl. www.oskardavidsen.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Porto Reccua Colheita 2006 [2022] (2025)

“Ret lys, fint røget med delikat fadsmag. Det er figner og rosiner, der slår igennem, foruden lidt lys sirup og anelsen af honning. Stilen er kælen, mild, ren og usprittet. Den er lidt til den søde side, men den holder balancen og den fine, rene smag langt ud i eftersmagen.”

290,00 kr. 199,00 kr. v/6 fl. www.oskardavidsen.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Palmer Colheita 2005 [2024] (2025)

”Mellembrun, i potent stil med tydelige aftryk af sirup og figner. Den har krop, og den har muskler, den er blank og tiltalende, sødmen er velbalanceret, og den har pæne dimensioner. Gennemført vellykket og velsmagende. Den er ung, men årgangen tåler måske ikke at gemmes så længe.”

279,00 kr. Tilbudspris 199,00 kr. (0,5 l) www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Kopke Colheita 2003 [2024] (2025)

”Lidt forsigtig, men vellavet og spritfri. Det er rosiner og figner, der bestemmer i glasset, tilsat lidt røg og en velbalanceret sødme. Stilen er mild og venlig, den spiller på kælen glæde, ikke på krudt og kugler. Det er klassisk portugisisk Tawny og hermed også klassisk Kopke.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Vieira de Sousa Colheita 2010 [2025] (2025)

”Mørk og potent, med spor af sorte bær og en brik chokolade – men balancen er i orden, den er nok til den søde side, men kun kortvarigt, og den slutter tørt og saftigt. Spændende og udfordrende stil, frugtig som en Ruby og med få aftryk af røg og fad. Den er robust og potent, så tiden arbejder for den.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Dalva Colheita 2007 [2024] (2025)

”Den har koncentreret sødme som rygrad, men der er ristede nødder, tynd sirup og mørk honning på sidebenene, og balancen er nydelig. Stilen er blank, ren, usprittet, veloplagt. Vellykket, moderne stil uden særlig røg og ælde, med ynde og friskhed i stedet.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Casa de Kristina Colheita 2003 [2024] (2025)

”Som aftapningen i 2023 er den mørk og tæt, stadig med markant smag af mokka, men nu mindre af egetræ. Det er stadig en meget personlig stil og smag, der ligger et sted mellem den portugisiske og den britiske fortolkning af lagret Tawny, den er blød og potent, og den har stadig godt af luft.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Quinta do Tedo Colheita 2006 [2024](2025)

”Nydeligt resultat fra en lunefuld årgang, men det er en Colheita, der kræver tålmodighed. Sødmen er længe dominerende i glasset, men giv den 15-20 min. luft, så krammer musklerne sødmen, og fine nuancer springer frem, fra ristede nødder til sindig kandis. Den bliver bedre og bedre i glasset, og den er værd at vente på. Den har sine kanter, men kanter kan også have charme – og personlighed.”

510,00 kr. www.hyggevin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Quinta da Devesa Colheita Branco 2000 [2025] (2025)

”Abrikosfarvet, raffineret – og med netop abrikoser i både næse og smag, i glasset også suppleret med pomeransskal. Frisk, fyldig og nydelig hvid Colheita, der skal iltes 10-15 min. for at slippe af med nogle små, ungdommelige skavanker, der dog lader sig ilte væk. Prægtig hygge- og dessertvin.”

650,00 kr. (0,5 l) www.vinho.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Barros Colheita 1964 [2024] (2025)

”I sandhed et pust fra fortiden, for da druerne blev plukket, var Portugal stadig et diktatur, og Colheita bestemt ikke på mode, især ikke da 1963 havde været så fantastisk og lovende for Vintage Port. Barros’ 64’er har holdt sig mere end pænt, den er ikke skrøbelig, men fast og sikker, også i sine dimensioner, og den udfolder sig i med både figner, kandis og livsglæde. Der er ikke så meget spræl i glasset, men det har der aldrig været, og den smager mere frisk og delikat end nostalgisk. Velholdt og velsmagende godt 60-årig – gid alle mennesker holdt sig lige så godt.”

1895,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Burmester Colheita 2005 [2025] (2025)

”Ny aftapning, samme smag som i 2023, hvor jeg skrev: Blød, mild og venlig. Der er ikke det mindste oprør i glasset, selv om druerne er plukket i et af Burmesters mange turbulente år. Den er lidt kælen, men ikke nok til at virke sensuelt udfordrende og forførende. Snarere er den lidt forsagt, spinkel og genert. Den er ren, ærlig, usprittet og nydelig, let røget og pålidelig, men også lidt sart. Den er afkræftet, så den er især til hygge.”

239,00 kr. SuperBrugsen/Kvickly.
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Barros Colheita 2009 [2024] (2025)

”Tæt, nydelig næse og også nydelig smag, afgjort til den meget venlige og ret søde side. Den er tæt i struktur som sirup, og den smager af mørk sirup. Den er blank, kort, ren og usprittet, og den er så føjelig, at den især er til hygge og søde sager. Desværre får sødmen ikke modspil i glasset.”

299,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Palmer Colheita White 2007 [2023] (2025)

”Lys orange og let røget, med aftryk af abrikoser og pomeransskal. Den er ren og nydelig, sødmebalancen er fornuftig, og smagen delikat og udholdende. Spændende som aperitif og til udvalgte desserter.”

299,00 kr. (0,5 l) Tilbudspris 179,00 kr. www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Presidential White Colheita, 2008 [2022] (2025)

”Smukt orange, tæt og sødmefuld, med tydelige aftryk af modne ferskner, tørrede abrikoser og syltet pomerans. Den er i pæn balance, sød uden at være sliksød, den har en charmerende personlighed og kan gå direkte ind på dessertbordet – eller matche en blåskimmelost for de mere dristige.”

399,00 kr. www.vinimondo.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Quinta daTrovisca Colheita 2005 [ikke oplyst] (2025)

”Kulsort og udfordrende. Smagen siger lakrids (!), svesker og et lille snedkerværksted, men det hele samler sig pænt i glasset efter 20-30 min. Den holder lakridssmagen og sin personlighed og er stadig udfordrende – og anderledes.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Barros Colheita 1978 [2024] (2025)

”Vinen er lavet i familien Barros’ tid, men aftappet af Sogevinus. Den har Barros’ traditionelle lethed i stil og smag, det er en sødmefuld letvægter fra et tvivlsomt år. Den har små aftryk af figenpålæg og mild honning, men der er næsten ingen kød på kroppen. Den er ren og spritfri, ret sød, pæn og venlig, der er bare ikke tilløb til mirakler i glasset.”

1295,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Porto Messias Colheita 2013 [ikke oplyst] (2025)

”Mørkebrun og mættende sød, med hilsener fra figner og sveskesovs og med små bitterstoffer, der kræver tid og iltning. Det er en ærlig Messias med massiv sødme og et sikkert valg til den meget søde tand.”

Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Barros Colheita 2014 [2025] (2025)

”Ung, mørk og overvældende sød. Smagen siger sirup, tilsat lidt mere sirup, og al denne sødme får ikke modspil i glasset. I det fjerne anes puddersukker og brunsviger, men det er mere sødme uden modspil. Strukturen er pæn, den er saftig og udholdende, men sødmen er overvældende.”

239,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Porto Messias Colheita 2005 [ikke oplyst] (2025)

”Den er konsekvent, for den bekræfter Messias’ filosofi om, at en Tawny Port skal afspejle afslappet mildhed, venlighed og en næsten bedøvende sødme. Den er tro mod sin stil, og så må man lide den eller lade være. Det er kun smagen af mørk farin, der trænger igennem – resten er afvæbnende sødme.”

Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Dalva Colheita 2001 [2022] (2025)

”Det er altid rart at have noget at fejre, og denne 2001’er lanceret for at fejre 20-året for UNESCO’s udnævnelse af midterstykket af Dourodalen til ”World Heritage” i december 2001. Det besværlige Portvinsår afspejles tydeligt i glasset. Den har en intens sødme med mørk og tæt smag af sirup og honning, men ingen rygrad til at give balance. Man må håbe, der er piber tilbage i Dalvas kælder til aftapning om nogle år, måske mange. Lige nu er det kun sødmen, der imponerer.”

799,95 kr. 699,95 kr. v/6 flasker. www.vinmonopolet.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16/20

Porto Messias Colheita 2007 [ikke oplyst] (2025)

”Den har ikke meget andet at byde på end sødme, sødme og mere sødme. Den savner rygrad, og den savner karakter. Puddersukker er dens kodeord. Den er ren og usprittet og aldeles uden udfordringer. Den er ekstremt sød, men også firmatro.”

bottom of page