top of page

Kommunevine fra Bourgogne
af Henrik Oldenburg

18,5/20
Vincent Bouzereau Puligny-Montrachet, 2017, AOC
”Som adressen fortæller, er det hvid Bourgogne fra en af de højeste hylder – og selv om den virker lidt ubeslutsom i starten, er den bestemt værd at vente på, med sin milde, let parfumerede næse med hyldeblomst og sin elegante smag af friske mandler, tilsat et frisk pift af citrus. Fylden kommer i glasset, hvor vinen får klassisk Chardonnaykarakter og harmoni, og hvor smagen udvides med malt og mineraler, bliver blødere, længere og næsten også dybere. Efter en time i glasset viser den en flødeagtig velvære, som om nogle strammende seler er sprængt og den endelig kan være sig selv. Så sker der noget i glasset! Giv den tålmodighed og forståelse – og drik den endelig ikke for kold!”
449,00 kr. 399,00 kr. v/6 kr. www.laudrup.dk

17/20
Cave de Lugny Chardonnay, 2018, AOC Mâcon-Villages
”Enkel, nydelig Chardonnay med pæn druekarakter og lang, velplaceret syre. Smagen er frisk, domineret af mandler og vanillebolcher. Stilen er ret robust, så det er en alsidig og ukompliceret madvin.”
89,95 kr. MENY

17/20
Domaine de Bellene Santenay Les Charmes Dessus, 2016, AOC Santenay
”Frisk Chardonnay med fine karaktertræk og en afsluttende citrus-syre, der gør den meget madegnet, men desværre også kvæler druesmagen. Der er små mineralske tilløb, men druesmagen og vanillesmagen overrumples i glasset af citrus og pågående friskhed, og den virker udeltagende og passiv. Ilt den 10-15 min. og sæt mad på bordet. Den er ikke hyggelig nok uden.”
218,95 kr. v/2 fl. www.theis-vine.dk
