top of page

ZINFANDEL
af Henrik Oldenburg

18,5/20
The Guest House Zinfandel, 2018, Alexander Valley
“Der er saft, frugt og friskhed i dette field blend, der iflg. producenten består af 75,2% Zinfandel fra gamle vinstokke, 12,8 % Petit Sirah og 12% Carignan. Der er modne sveskeblommer i glasset, foruden en spændende, let pebret druesødme, men ingen særlige aftryk af sorte bær. Der er heller ingen smag af egetræ, bare frugtig friskhed, mildhed, saft og kraft. Her skal der kød på bordet, gerne rødt.”
249,00 kr. Tilbudspris 219,00 kr. www.laudrup.dk

18/20
Morgan Bay Cellars Zinfandel, 2017, California
“Et forfriskende mix af engelsk lakrids, skråtobak og sveskesovs – men den er tør og har end ikke et lille glimt af sødme i øjet. I glasset suppleres med slåen og solbær, det er lutter friskhed og krydderi. Den smager prisværdigt træfri, den har i hvert fald ikke ligget i blød i et fad som så mange andre californiske Zinfandels, tværtimod er den frisk, kødfuld og meget personlig.”
109,00 kr. FØTEX

18/20
Ironstone Vineyards Zinfandel Reserve, 2018, Lodi
”Tæt, frugtig, generøs smag af solbær og brombær. Den er saftig, den har krop, og den bliver rund og solid i glasset. Den holder sig også tør og kontant og har ingen tid til kæleri og sødme, så der skal mad på bordet. Den smager ikke et sekund af egetræ - men derfor kan der jo godt have været lidt fadlagring med i spillet.”
149,00 kr. v/6 fl. FØTEX

18/20
Eclipse Zinfandel, 2018, Lodi
”Eclipse betyder formørkelse, som regel brugt om sol og måne, men der er ikke nogen som helst formørkelse i dette saftige, potente glas Zinfandel fra gamle vinstokke og med en markant smag af svesker og hyldebær. Det er en solstrutter, men med disciplineret og nøje afmålt sødme. Den virker træfri og derfor endnu mere frugtfrisk og vital. Det er en vin, der er i godt humør, og det bliver man også af at drikke den - med eller uden mad.”
149,00 kr. Tilbudspris 89,00 kr. www.kogs.dk

18/20
Rodney Strong Old Vines Zinfandel, 2016, Sonoma County
“Der er sorte bær og egetræ, men heldigvis mest det første, så det er ekkoet af solbær og hyldebær, der overdøver fadsmag og sødme. Smagen er ren og frisk, dimensionerne pæne, og syren er behersket og velplaceret. Vellykket og velsmagende kødvin, der vil elske godt oksekød – og med sin saft og karakter kan klare det.”
250,00 kr. Tilbudspris 200,00 kr. www.skjold-burne.dk

17,5/20
Indigo Eyes Zinfandel, 2016, California
”Bærfrisk, træfri smag, der er domineret af struttende sveskeblommer og et par brombær i baggrunden. Det er en Zinfandel, der er velsignet fri for fadsmag og -sødme, kun påvirket af bærfrugter og friskhed. Den får lidt lakridssmag i glasset og slutter lige så ukompliceret og upåvirket, som den begyndte.”
109,95 kr. v/12 fl. www.theis-vine.dk

17/20
Ironstone Vineyards Zinfandel, 2018, Lodi
”Frisk bærsmag, der rækker fra ribs til slåen og hyldebær. Den smager sammensat, og den har en lille skarphed, der giver en kontant, medlevende smag, der slutter med en lang, velplaceret syre. Ukompliceret, blød madvin, der ikke smager af egetræ.”
79.50 kr. FØTEX

17/20
1000 Stories Zinfandel, 2018, California
”Det er Zinfandel og California med fuld musik. Her er frugt og farve, sødme og mildhed, fadsmag og mokka, fest og fylde – og ingen generende syre eller andre forskrækkelser. Det er en stil og smag, der vil tiltrække nye vindrikkere, så må de smage sig frem til, om de vil blive her eller søge mod flasker med udfordringer. Den er både til hygge og til mad, og den er konsekvent og ærlig.”
199,95 kr. Tilbudspris 109,00 kr. Kvickly/SuperBrugsen

16,5/20
Footsteps Zinfandel Reserve, 2018, Lodi
”Det er en Zinfandel med et muntert glimt i øjet. Den er ukompliceret, blød og let buttet, med markant smag af kokos, mokka og forsigtige sorte bær. Den er halvtør med tendenser til fadsødme, den er tro mod sin stil, og den er mild og venlig og nem at hygge sig med i sommersolen. Til mad er den mere besværlig, med mindre man har en tand med hang til sødme.”
99,95 kr. 79,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk

16,5/20
Beast of Zin, 2019, Lodi
”Den har tilsyneladende fået lidt rygrad i denne nye årgang, men det er stadig en meget kælen og sødmefuld mundfuld. Der er anelser af hyldebær og solbær i smagen, men ingen udfordringer, bare kærligt kæleri og fadsødme. Derfor er den også besværlig til mad.”
120,00 kr. 80,00 kr. v/6 fl. www.skjold-burne.dk

16/20
Hand Craft Zinfandel Rosé, u.å., California
“Zinfandel som rosé – ja, hvorfor ikke - og den forener rosés farve, friskhed og bærsmag med Zinfandels kælne sødme. Det er en hyggevin til sommer i haven eller ved stranden, den er besværlig til mad.”
119,95 kr. 59,50 kr. v/2 fl. Kvickly/SuperBrugsen

16/20
Three Finger Jack Zinfandel, 2018, Lodi
”Kærlig og kælen, med blød, sødmefuld bærfrugt og lang, intens og udholdende fadsødme. En lille, spagfærdig syre slutter af, men den kan hverken drille eller reducere den stædige sødme. Den er meget amerikansk og mere til hygge end til mad.”
179,00 kr. Tilbudspris 99,00 kr. Kvickly/SuperBrugsen
bottom of page