top of page

RØDVINE fra Midi

af Henrik Oldenburg

Flaske_edited_edited_edited.png

20/20

Château d’Aussières, 2018, AOC Corbières

”Topvinen fra Lafite-familiens ejendom i Corbières er ikke som den berømte Lafite fra Pauillac lavet af Cabernet og Merlot, men af Grenache og Syrah, tilsat lidt Mourvèdre. Der er også forskel på klima, jordbund og så meget andet, men håndelaget og evnen til at få modne druer til at give komplekse, artistiske vine er det samme. Denne sydfranske 2018’er begynder rundt, mildt og krydret, med et raffineret og yndefuldt indslag af modne, sorte blommer og tørrede, sorte bær. I glasset hygger den sig, mens den udfolder både muskuløs saft og bærfrugtig charme, og den slutter udholdende og tørt, med en lang, potent garvesyre. Flot, fornem vin, fra første dråbe til langt efter sidste.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Domaine Gros et Tallot, ”La Ciaude”, 2018, AOC Minervois

”Det er samme druemix som i La 50/50 herunder: Syrah, Grenache og Carignan. Resultatet er en tæt, blød vin med tiltalende smag af modne blommer, tørrede svesker, ristede krydderurter og modent, sydfransk solskin. Derfor er det også en varm vin, der har glød og charme, og den holder sig blød, mild og venlig i glasset. Syren er behersket, egetræ mærkes ikke, det er kun mild saft, varme og glæde, der jubler i glasset. Den er så mild g blød, at den også er en formidabel hyggevin.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Mas Baux ”Mataro Boy”, 2019, IGP Côtes Catalanes

“Mataro er det lokale navn for druesorten Mourvèdre, og sjældent møder man en Mourvèdre med så meget saft, charme og karakter. Der er aftryk af modne blommer, syltede svesker og pirrende krydderurter i smagen, men ingen mærkbar syre og ikke noget egetræ, det er lutter saft, kraft og charme. Efter 20-30 min. i glasset er det sødmefuld, koncentreret figensovs, det strømmer ud af glasset, den flirter med kælne hedvine, men holder balancen og er bare dejlig – også uden mad.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Abbe Rous ”Talaos”, 2019, IGP Côte Vermeille

“Blød, raffineret smag af milde sorte bær og lidt engelsk lakrids. Det er udsøgte Grenachedruer, der er brugt – iflg. producenten de druer, der tidligere blev brugt til deres søde Banyuls. Resultatet er sympatisk, det er en blød og venlig rødvin, der smyger sig kælent om smagsløgene. Den udfordrer ikke, men den kæler ihærdigt, og det gør den godt, også langt ud i eftersmagen. Med sit bløde gemyt er den både til hygge og til mad.”

199,95 kr. 179,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Château Fontarêche Vieilles Vignes, 2018, AOC Corbières

“Fontarêches røde topvin er ædlere, blødere og mere fornemt saftig end den almindelige (”Tradition”) herunder. Den har mere præcis solbærsmag og er længere og mere forfinet, men de ligner hinanden som to muntre brødre.”

79,00 kr. v/6 fl. www.cavalcade.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Saint-Roch, 2019, AOP Côtes du Roussillon

“Det er et mix af de gode (syd)franske druer Syrah og Grenache, men det er faktisk kun den robust, saftige Syrah, man smager. Resultatet er en frugtstruttende, saftig og solid vin, der låner sin smag fra sorte bær og lige så sorte blommer. Stilen er muskuløs, men blød og venlig, og syren er så medgørlig, at det er en vin, der både kan hygge og udfordre det røde kød.”

99,95 kr. 79,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Maison Galhaud ”Grenache Noir V.V.”, 2020, Vin de Pays d’Oc

”Robust, blød og krydret Grenache, der forener en rank ryg med smilehuller og muskuløs charme. Det er stødt peber og solbagte krydderurter, der dominerer i glasset og gør den til en alsidig og meget kompetent madvin – og den er blød og venlig nok til, at den også nydes som hyggevin.”

100,00 kr. 75,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Jeff Carrell ”Vieille Mule”, 2019, IGP Côtes Catalanes

“Der nævnes ingen druer, men den kan ikke løbe fra, at der er Grenache i glasset. Det er en blød og let forståelig vin, der både er umiddelbart tiltalende og kækt udfordrende. Efterhånden overtager mildheden i glasset, med en frugtfrisk smag af modne blommer og ristet timian. Vellavet og velsmagende, både med og uden mad.”

120,00 kr. 90,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Les Darons by Jeff Carrell, 2020, AOC Languedoc

“Grenache fra gamle vinstokke, men Grenache i en fortolkning, hvor det er råkraft og muskelstyrke, der foretrækkes frem for elegance og finesser. Bærsmagen af tørrede brombær og hyldebær er intens. Robust madvin, der får en lille, fin druesødme.”

125,00 kr. 95,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Domaine Gros et Tallot, ”La 50/50”, 2019, IGP Pays d’Hérault

”Det er ikke to druer, der henvises til, men to skabere: Anne Gros og Jean-Paul Tallot. Druer er der derimod tre af: Syrah, Grenache og Carignan, og de indgår et mildt og saftigt samarbejde, hvor Syrah leverer muskler og rygrad, og Grenache kommer med finesse og charme. Smagen er lang og graciøs, domineret af tørrede svesker og engelsk lakrids. Den er mest til mad, men smager også dejligt uden.”

129,95 kr. v/6 fl. www.theis-vine.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Saint Roch ”Roubials”, 2018, IGP Côtes Catalanes

“Blødt og mildt mix af Grenache og Syrah, hvor krydret og raffineret Grenache hurtigt dominerer i glasset. Det er en blød og venlig vin, moden og sympatisk og med en lille, velplaceret druesødme efter 10-15 min. Den behøver ikke iltes, den er lige til at sætte på bordet.”

149,95 kr. 119,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Jeff Carrell À vue de Nez”, 2020, Vin de France

”Den er fordringsløs, stedløs og uden identitet, men bestemt ikke uden evner og personlighed. Den er især imponerende saftig, svesket og lakridset og har en raffineret, krydret druesødme. Den har ingen fine fornemmelser, men er bærfrisk, træfri og frejdig og lige til at sætte på bordet.”

150,00 kr. 110,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Château Fontarêche Tradition, 2019, AOC Corbières

“Tæt, frugtig og robust. Det er ingen kælevin, den er tør, kontant og pågående, med tydelige aftryk af sorte bær og en fin, udholdende syre. En pålidelig, glimrende og alsidig madvin, der kan klare både den lille forret og den store steg.”

69,00 kr. v/6 fl. www.cavalcade.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Mas Janeil ”Le Petit Pas”, 2020, AOC Côtes du Roussillon

”Det ligner på forhånd et kulørt og lidt umage mix af Syrah, Grenache, Carignan og Mourvedre, og smagen er heller ikke helt logisk og overbevisende. Det er blandingens robuste og rå elementer, der smager igennem, mens det er svært at genkende Grenache. Ikke meget ændrer sig i glasset. Det er en solid, barsk, lidt kantet oplevelse af sorte bær og lakrids.”

79,95 kr. www.hansjust.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Ams Tram Gram ”L’Épicurius”, 2019, IGP Pays d’Oc

“Blød og mild blanding af Malbec og Petit Verdot med lakrids, sorte bær og en udholdende druesødme. Den tilskriver jeg den populære sydfranske drue Malbec, der har så mange forskellige ansigter – og sødmegrader. Druesødmen bliver næsten overvældende efter 10-15 min. i glasset, så det er noget så sjældent som en kælen rødvin, både til mad og uden.”

99,95 kr. 85,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Abbe Rous Pinot Noir, 2019, IGP Pays d’Oc

“En Pinot Noir fra Midi er noget af et særsyn, for der er en del varme at slås med. AR holder dog en anstændig balance, men har problemer med at profilere druekarakteren. Det er, som om den tvungne kølighed har gavnet smagen af ristede kaffebønner, men svækket druens finesser og krydrede særpræg. Den smager pænt, men ikke så meget af klassisk Pinot Noir.”

99,95 kr. 79,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Le Fiston by Jeff Carrell, 2020, IGP Terres du Midi

“Den har ingen drueangivelse, men den smager mest af mild, dæmpet Grenache. Den er mørk i glasset, pakket med potens og figensaft og med en markant druesødme. Den holder sig saftig, venlig og smygende og smager hyggeligt af solskin og krydderier. Den er både til hygge og til mad.”

125,00 kr. 95,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Domaines Francios Lurton “Les Hauts de Janeil”, 2020, IGP Côtes Catalanes

“Det er en blanding af Syrah og Grenache, men de to sydfranske darlingdruer har ikke rigtig noget at sige hinanden, så det er Syrahs tørre, kantede smag, der slår igennem, udtrykt af blommer, tørrede sorte bær og slåen. Det er en vin, der er beregnet for restaurantbranchen, og da den er mere tør og robust end raffineret og følsom, er den nyttig som madvin.”

Restaurantpris 275,00 kr. www.hansjust.dk
bottom of page