top of page

MODERNE RIOJA

af Henrik Oldenburg

Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Artadi Tempranillo Viñas de Gain, Vineyard Selection, 2019

“Også i denne, nye årgang en Rioja, der er suveræn i stil og smag og som kræver tålmodighed og forståelse. Det er en Tempranillo med både ynde og potens – foruden alt det der ligger imellem. Den begynder med viol, stødt peber og udfolder sindigt i glasset en tæt, muskuløs saft, der er både tør, udfordrende og pirrende. Engelsk lakrids og mørke blommer overtager i en koket symbiose, smagen forlænges – og det samme gør oplevelsen. Det er endnu en purung vin, der bider mere, end den kæler. Gem den min. 3-5 år.”

229,00 kr. www.laudrup.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Bodegas Obalo ”La Encina” Crianza, 2017, DOC

"Tæt, spændende lakridsnæse. Der er mere spænding og lakrids i smagen, foruden stødt peber og tørrede, sorte bær. Stilen er blød, potent og saftig, og på samme tid udfordrende og lidt kælen. Den er Crianza, så den er ikke plaget af lang fadlagring, den er frisk, frugtig og nøgtern. Det er ren Tempranillo, og den er et prægtigt valg til kød og ost. Den er 5 år gammel og behøver ikke iltes.”

160,00 kr. 120,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Marqués del Atrio Crianza, ”Edicíon Limitada”, 2016

”Stejl, tør og robust er dens varemærke, og selv som 6-årig ligner den varemærket. Det er modne, udblødte blommer og engelsk lakrids, tilsat stødt peber, den smager mest af, og den er stadig svær at komme ind på livet af. Den holder sig stejl – for ikke at sige barsk, selv efter flere timer i glasset – og skal iltes grundigt – eller gemmes. Her kan man virkelig tale om samspillet mellem terroir og potens.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Bodegas Orben, 2018

”Den er tør, saftig, meget ung og ret lukket. Man aner Tempranillos robuste krydderi, røg og vanille, sorte bær og engelsk lakrids, men længe er den bare tørt afvisende. Den har nemlig en stejl natur og et bidsk gemyt og kræver tid til forståelse. Udviser man tålmodighed – rigelig tålmodighed – vil man opleve, at den får en mild og slet ikke uvenlig smag af modne sveskeblommer og engelsk lakrids, som om dens barske væsen får krænget vrangen ud. Men det kræver tålmodighed, så den skal iltes, ikke i minutter, men i timer, så vågner den sindigt i glasset. Det er ventetiden værd.”

200,00 kr. v/6 fl. www.bichel.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Olivier Rivière Vinos ”Gabaxo”, 2019

”Den smager af engelsk lakrids og potens. Den er kompromisløs tør, saftig og udfordrende – ingen mildhed ingen kælen, ingen egetræ. Efter 15-20 min. mister saften noget af sin vildskab, og en forfinet smag af modne blommer overtager i glasset. Blommesmagen bliver stædigt ved og suppleres af en velgørende og udholdende garvesyre. Den forlanger mad på bordet – det er en speciel vin til en speciel lejlighed.”

240,00 kr. 170.00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Artuke “Pies Negros”, 2019

“Den er domineret af Tempranillo og har druens krydrede, udfordrende kvaliteter. Den virker træfri, og syren er madegnet og medgørlig. I glasset dukker en lille, finurlig druesødme op og giver balance og karakter. Glimrende madvin.”

175,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Olivier Rivière “Rayos Uva”, 2021

“Den er ung, endda meget ung, men egentlig hverken grøn eller bidsk – tværtimod er den blid og venlig, med afrundet bærsmag og en lille, fin druesødme, der giver balance og karakter. Den beholder de milde, bløde former og er mere umiddelbart tiltalende end udfordrende. Den er både til hygge og til mad.”

175,00 kr. 125,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Bodegas Izadi Crianza, 2018

”Den har sin egen, lidt stejle karakter, den er 4 år gammel og hverken ung eller gammel, men saftig, tør, præcis og præget af sorte blommer og lidt stødt peber. Stilen er robust og personlig, smagen er træfri og konsekvent. Glimrende madvin.”

90.00 kr. v/6 fl. www.bichel.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Marqués del Atrio Crianza, Tempranillo/Graciano, 2017

”Tør lidt bidsk, med markant smag af tørrede sveskeblommer, stødt peber og vrissen lakrids. Stilen er robust, smagen lang og konsekvent. Den er kun til mad og skal helst iltes, men så kan den også klare et godt stykke kød, og med lidt tålmodighed vil man opleve Tempranillos krydrede bidrag udfolde sig i glasset.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Artuke Cosecha, 2021

”Et mix af Tempranillo og den grønne Viura, der får lov til at lægge sit visitkort i glasset. Men det er trods alt Tempranillo, der dominerer med frugt, kødfuldhed, krydderi og garvesyre. Det kødfulde indtryk vejer tungt, ikke mindst fordi vinen er træfri og ung, og den holder en lang, solid blommesmag i glasset. Den er så ung og så bidsk af natur, at den bør iltes – eller gemmes i nogle år – og den er kun til mad.”

125,00 kr. www.kogsdk
Flaske_edited_edited_edited.png

16,5/20

Bodegas Beronia Reserva, 2017

”Røget og lakridset, med flere slags udfordrende syre. Den er ung og umoden, pågående og ufølsom og absolut kun til mad.”

70,00 kr. Scandlines Bordershop
bottom of page