top of page

SANCERRE/POUILLY FUMÉ

af Henrik Oldenburg

 

Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Alain Girard & Fils Sancerre, 2021, AOC

“Spændstig, sprød og veloplagt Sauvignon Blanc, der balancerer raffineret mellem frisk blomst og en venlig, udholdende syre. Det er en Sancerre med ynde og charme og uden antydning af skarpe kanter. Stilen er kølig og stram, smagen lang og konsekvent. Fremragende madvin.”

209,00 kr. www.juuls.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Domaine Hubert Brochard Sancerre, 2021, AOC

“Den har bade friskhed og fylde, fornem druekarakter og nydelige dimensioner. Der er hyldeblomst i næsen og overmodne rabarber i smagen, men den holder sig køligt neutral, tør og sødmefri. Flot, flot Sancerre, der har stil, smag og elegance til de fineste skaldyr.”

275,00 kr. 200,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Domaine Landrat-Guyollot ”La Rambarde”, 2020, AOC Pouilly-Fumé

“Ilt den 10-15 min. og nyd den unge, friske næse med rabarber – og den lige så unge og friske smag af klassisk Loire Sauvignon Blanc med indlagte mineraler og fine stænk citrus. Blød og charmerende madvin, hvor friskhed strømmer ud af glasset, og hvor tilløb til milde tropefrugter mødes med en lang, fin syre.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Domaine Hubert Brochard ”Les Collines Blanches”, 2021, AOC Sancerre

“Markant smag af ikke helt modne stikkelsbær, det giver friskhed og udfordringer. Den holder stilen og smagen i glasset: slank, stram, sprød og tør med forfriskende syre – og en kort, brat afslutning. Trods sine stikkelsbær og sin syre er den fredsommelig og venlig, i glimt også raffineret, og en fortrinlig madvin.”

250,00 kr. 175,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Hubert Brochard Pouilly-Fumé “Sélection”, 2021, AOC

“Hubert Brochard er en mester I Sancerre, men også med i toppen i Pouilly-Fumé. Deres 2021’er er i pagt med traditionen en raffineret, sart, yndefuld, mild og lidt pikant Sauvignon Blanc, der er lige til at forelske sig i, men den er også en fortrinlig madvin, hvor blomst, ynde, en håndfuld modne stikkelsbær og en lang, fin syre giver den en fremtrædende plads på bordet.”

250,00 kr. 175,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Florian Mollet “L’Antique”, 2021, AOC Sancerre

”Der er rabarber I næsen og modne stikkelsbær i smagen, men alt er dæmpet og tilpasset i ren idyl, harmoni og ynde. Tør man kalde stilen feminin? Den er I hvert fald let parfumeret, graciøs og uden muskelkraft. Det er en Sauvignon Blanc uden aggressioner, helt i Mollets stil, elegant og let forståelig, fordi den er så enkel og vellykket, og fordi dens sarte sjæl er lige til at forelske sig i. Det er pr. definition en madvin, men den er lige så herlig uden.”

399,00 kr. Tilbudspris 289,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Maison Chavet Pouilly-Fumé, 2020, AOC

”Det er en Sauvignon Blanc med ynde, mildhed, blomst og venlig syre. Den er nærmest lidt kælen og helt uden aggressive toner – en drøm for den, der vil have stil og renhed frem for pågående bær. Den udfolder sig let mineralsk i glasset og er så graciøs, at den kan nydes uden mad.”

145,00 kr. v/6 fl. www.cavalcade.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Maison Chavet Sancerre, 2020, AOC

”Slank, sprød og charmerende, med en kontant hilsen fra modne stikkelsbær i smagen, hyldeblomst i næsen, mineraler i eftersmagen og en udholdende syre, der gør den til en alsidig og glimrende madvin.”

155,00 kr. v/6 fl. www.cavalcade.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Château de Sancerre, 2021, AOC Sancerre

”Med sin mildhed, sin sarte blomst og sin lette, fine syre marcherer den direkte ind på spisebordet - og i alles hjerter. Den er blid og elskværdig, med hyldeblomst i næsen og modne stikkelsbær i smagen, men den er helt uden aggressive øjeblikke. I glasset holder den, hvad den har lovet og slutter netop mildt og kærligt med ynde og let syre.”

Tilbudspris 159,95 kr. MENY/Hans Just.
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Francis Blanchet ”Calcite Pouilly Fumé”, 2021, AOC

“Det er en Sauvignon Blanc med usædvanlig ynde I smagen, med mildhed og vanille – foruden de mere forventede aftryk af modne stikkelsbær og dæmpede rabarber. Det er svært at forestille sig en mere mild, raffineret og venlig Sauvignon Blanc fra Loire, selv syren er venlig, så vinen er både til mad og uden mad.”

160,00 kr. 115,00 kr. v/6 fl. www.bichel.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Domaine Sautereau Sancerre, 2021, AOC

”Det er en meget præcis og konsekvent Sauvignon Blanc, tør, stram og reserveret. Næsen er diskret, og smagen fortæller kun spagfærdigt om meget modne stikkelsbær, nogle mutte mineraler og et spagt dryp pomelo. Det er ingen charmevin, men med sin strenge stil og sin udholdende syre en fremragende madvin, især til fisk/seafood.”

195,00 kr. 150,00 kr. v/6 fl. www.bichel.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Domaine Gérard Millet Sancerre, 2021, AOC

“Mild og afmålt Sauvignon Blanc med kontante hilsener fra stikkelsbær og rabarber – men den holder en fin balance, og den udholdende syre supplerer uden at overdøve. Det er en udpræget madvin med blomst og andre kvaliteter, ren, sprød og konsekvent.”

Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Florian Mollet Sancerre, 2021, AOC

“Det er en Loire Sauvignon Blanc i usædvanlig graciøs stil og med en smag af overmodne stikkelsbær og lethed. Man aner en svag syre og en charme med lidt abrikos, men den er helt uden modstand i glasset, bare mild og lækker. Dejlig uden mad, dejlig med mad.”

259,00 kr. Tilbudspris 179,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Bouchié-Chantellier ”Premier Millésimé”, 2021, AOC Pouilly-Fumé

“Mild, let, raffineret, med mere ynde og hyldeblomst end skarpe kanter og udfordringer. Den er så mild og venlig, at den både kan nydes med og uden mad, og nok har den lidt sen syre, men den bøjer sig for smagens lethed og elegance. Dejlig til alle formål.”

289,00 kr. Tilbudspris 179,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Domaine ”Les Chaumes” Sancerre, 2021, AOC

“Der er græs i næsen og stikkelsbær i smagen, masser af ligefrem friskhed og en udholdende syre, der gør den til en fortrinlig madvin. Ukompliceret og nydelig Sauvignon Blanc.”

169,95 kr. MENY.
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Benoit Chauveau Pouilly Fumé “La Charmette”, 2021, AOC

”Ung og kontant Sauvignon Blanc, med let vanillesmag tilsat modne stikkelsbær. Lang, nydelig smag, sen, velgørende syre - så uden sidespring en glimrende og meget anvendelig madvin, frisk, tør og træfri.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Domaine ”Les Chaumes” Pouilly-Fumé, 2021, AOC

“Ung og pågående, med en spids, aromatisk indledning med stikkelsbær og rabarber. I glasset holder den sin kontante, pågående stil med behersket druesmag og markant syre. Absolut træfri og absolut meget frisk. Den er kun til mad.”

169,95 kr. MENY.
bottom of page