top of page

Rødvine fra SYDAFRIKA

af Henrik Oldenburg

 

Flaske_edited_edited_edited.png

19/20

Anthonij Rupert Syrah, 2015, WO Franschhoek

“Det er en Syrah med krydderi, varme og glød, som vi kender det fra Rhônedalen – den er mere saftig og muldet end stram og mineralsk, men smagen er lang og udfordrende. Spændende sydafrikansk fortolkning af Syrah, ekstremt blød og saftig. I den lange smag fornemmer man især sveskeblommer, timian og engelsk lakrids. Den er opulent og lækker og lige til at sætte på bordet.”

379,95 kr. 349,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Plaisir de Merle Cabernet Sauvignon, 2019, WO Paarl

“En efterhånden historisk saftbombe fra den efterhånden historiske ejendom i Paarl. Det er en fyldig, saftig, potent Cabernet, der smager mere af opulent international Cabernet end af Sydafrika. Den er muskuløs, frodig og let forståelig, og hverken fadlagringen eller en eventuel garvesyre rokker ved det. Dejlig og meget anvendelig madvin (kødvin), der efter nogen tid i glasset får en fint supplerende druesødme.”

120,00 kr. www.amka.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18,5/20

Minimalist Wines Syrah, 2021, WO Cape Agulhas

“Her er Rhônes berømte drue fortolket på sydafrikansk, blødt, mildt og saftigt, uden mineralske franske udfordringer, men med frugtig charme, varme og glød i glasset. Det er modne sveskeblommer og en knivspids engelsk lakrids, der styrer smagen, ingen mærkbar syre, intet mærkbart egetræ, det er ren blød og mild nydelse. Dens mildhed og fine druesødme gør den til en mindeværdig hyggevin, men den er muskuløs og fyldig nok til et stykke kød.”

395,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Niel Bester ”Cellarmasters Selection, 1.st Edition”, 2020, WO Simonsberg-Paarl

“Kældermesteren Niel Bester er manden bag Plaisir de Merle, men han er her ude i andet ærinde. Håndelaget har han med, det er en potent, bærdomineret vin med frugt, fylde og pæne dimensioner. Han omtaler den på bagetiketten som et blend, men ikke af hvad. Man smager dog Cabernet Sauvignon og nogle fine krydrede indslag, foruden egetræ, der støtter uden at dominere. Det er en potent, tør og udholdende vin, let muldet/mineralsk. Den er skabt til rødt kød og grillaftener!”

149,95 kr. www.amka.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Minimalist Wines” Experimental”, 2021, WO Western Cape

“Det er de klassiske Rhônedruer Syrah og Cinsault i ny forklædning. Syrah fører an med frugt og krydderi, mens Cinsault bidrager med mildhed og sorte bær. Resultatet er en blød, mild og behagelig vin med sympatiske kvaliteter og en lang, rund og krydret smag. Glimrende hyggevin, glimrende madvin.”

199,00 kr. www.kogs.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

L’Ormarins ”Optima”, 2018, WO Western Cape

”Optima (= den bedste) er en hyldest til den afdøde vinpersonlighed Anthonij Rupert, tilsyneladende en Bordeauxblanding, og i hvert fald en blød, saftig, vellavet vin, domineret af sveskeblommer, engelsk lakrids og modne brombær. Den holder sig saftig og veloplagt, blød og potent, og en knivspids druesødme dukker op efter nogen tid. Den er drikkemoden og en prægtig madvin.”

249,95 kr. 225,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

18/20

Spier “Frans K. Smit”, 2017, WO Stellenbosch

”Spiers topvin har, hvad man kan forlange af en topvin: koncentrat, renhed, bærsmag, fadsmag - og næsten også chokoladeovertræk. Den er muskuløs og kælen, så opulent som man kan forestille sig en seriøs rødvin, og den tilbyder et væld af smagsnuancer, fra solbær og brombær over mild lakrids til mokka og kogechokolade. Rig er den altså også, lidt for fidel vil nogle mene, mens andre vil hygge sig i dens bamsede favntag. Den er mest til mad, men ikke til traditionelle kødretter.”

449,95 kr. Kvickly/SuperBrugsen.
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Copper Lane Cabernet Sauvignon, 2019, WO Stellenbosch

“Blød, rund og fyldig Cabernet med delikat smag af modne solbær og chokolade. Den har et venligt og mildt væsen og ingen generende garvesyre, kun nogle hilsener fra den sydafrikanske muld. Den smager meget mere af saft, sundhed, druesødme og maceration end af fadlagring og holder sig venlig i glasset – for venlig vil nogle måske synes. Den er drikkemoden nu.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Oak Valley ”Groenlandberg” Pinot Noir, 2020, Elgin

”Koldklima Pinot Noir, der også i denne årgang smager mere af ristede kaffebønner og krydderurter end af Pinot Noir. Det er en forfinet fortolkning af en besværlig sydafrikansk Pinot Noir, mild, let røget, lidt mineralsk - og så den markante smag af kaffe, nelliker og timian. Den får lidt druesødme i glasset og holder sig mild og blid.”

320,00 kr. 220,00 kr. v/3 fl. www.eriksorensenvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17,5/20

Leeuwenkuil Heritage Syrah, 2017, WO Swartland

“Varm, buttet og fyldig Syrah, der ikke kommer fra et koldklima og bestemt heller ikke smager af det – men den er ærlig, bred, mægtig og omfavnende, og den har bare en anelse mild sødme. Den er syrevenlig, så mange vil kunne hygge sig med den uden mad, men andre vil helst have kød på grillen og mad på bordet.”

Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Cape of good Hope ”Sneeuwkrans Pinot Noir”, 2019, WO Elandskloof

Appellationen er ikke så kendt, Elandskloof ligger lidt syd for Stellenbosch, men inde i landet. Til gengæld har druerne vokset i ca. 700 meters højde, så lidt koldklima er der da over den. Den smager mildt, venligt, rundt og blødt, med svage aftryk af modne svesker og lidt lakrids, men gudskelov ikke af brændte kaffebønner, der har det med at hjemsøge sydafrikanske PN’er. Den holder sig mild, venlig og artig i glasset og er en glimrende madvin.”

199,95 kr. 179,00 kr. v/6 fl. www.andrupvin.dk
Flaske_edited_edited_edited.png

17/20

Sounds of Silence Pinot Noir, 2020, Oak Valley, WO Cape South Coast

“Næsen har mange nuancer, fra røg og sorte bær til ristede kaffebønner. Smagen er mindre kompliceret, domineret af solbagte krydderurter, modne blommer og mere ristet kaffe. Stilen er mild og venlig, blød og let forståelig – både med og uden mad. Den bliver bedre af 15-20 min. luft.”

200,00 kr. 140,00 kr. v/6 fl. www.eriksorensenvin.dk
bottom of page